Det er med stor sorg, at Børnenes Kontor Randers har modtaget beskeden om, at vores tidligere bestyrelsesmedlem Poul Anker Jensen er stille sovet ind.
Poul Anker var en engageret og dedikeret del af bestyrelsen i hele 15 år. I denne periode var han med til at præge og udvikle Børnenes Kontor Randers fra primært at arbejde med bevilling af feriestipendier til også at omfatte kontingentstøtte til fritidsaktiviteter og uddeling af julehjælp til familier, der har brug for en ekstra håndsrækning.
Især uddelingen af julehjælp er en omfattende opgave, som kræver stor frivillig indsats. Her ydede Poul Anker – sammen med sin familie – gennem årene en uvurderlig hjælp. Hans kone, svigersøn og barnebarn har været faste og trofaste støtter i arbejdet, og det er vi meget taknemmelige for.
Vi vil mindes Poul Anker Jensen for hans store engagement, hans hjælpsomhed og hans mangeårige indsats for børn og familier i Randers Kommune.
Vores tanker går til Poul Ankers familie og pårørende i denne svære tid.
Æret være hans minde.
