RANDERSiDAG.dk: De vil hjælpe udsatte børn til sport m.m.

Foto: RANDERSiDAG.dk
Foto: RANDERSiDAG.dk

Lokale kræfter vil hjælpe udsatte børn ind i foreningslivet. De er derfor gået sammen i en fælles indsats med samme udgangspunkt: Når kunst bliver til sport.

Selvværd, mod på tilværelsen, tro på sig selv og egne evner. Mindre ensomhed og isolation. Det er bare nogle af de positive konsekvenser af, at udsatte børn hjælpes til sport og bliver en del af foreningslivet.

Netop sådan et projekt startede ‘Børnenes Kontor’ i Randers i 2010. Det er nu blevet til, at lokale kræfter samarbejder om ”Når kunst bliver til sport” for at udbrede kendskabet til foreningen og det store stykke arbejde de gør, for at hjælpe børn fra udsatte familier i Randers.

Til formålet har den lokale kunstner Hanne Koch, GALLERI-randers, lavet et flot maleri, der er lavet reproduktioner af, og som sælges til private og erhvervslivet.

Det der med fællesskab og netværk

Lars Bjarne Kronborg som er repræsentant for idræt i den lokale Børnenes Kontor fortæller, at de yder bistand til familier, som ikke har råd til at lade deres børn deltage i en fritidsaktivitet. Helt konkret betyder det, at de betaler kontingent i sportsforeninger.

”Sunde fritidsinteresser og inklusion i lokale foreninger og klubber kan hjælpe socialt udsatte børn og unge til nye netværk og venskaber og gøre dem mere fysisk aktive. Det handler også om, at lære nogle sociale kompetencer. Hvordan man opfører sig. Der er jo regler, man skal overholde, både i forhold til sporten, men også nogle sociale regler i forhold til at være en del af fællesskabet, siger Lars Bjarne Kronborg.”

Sport skaber positiv spiral

Undersøgelser på området konkluderer, at tilbud om fysisk aktivitet i trygge rammer gennem en forening har en meget stor betydning for både børnene og deres forældre. Det giver børnene bedre kompetencer socialt og fysisk.

Tidligere skoleleder på Hornbæk Skole Kirsten Vandbæk, som er formand for foreningen i Randers, har igennem sit mangeårige arbejde som skoleleder haft børn helt inde på livet og mener, alle børn og unge bør få mulighed for at gå til noget i fritiden, og sådan er det ikke i dag.

“Fritidsaktiviteter kan være meget afgørende i forhold til at skabe en mere positiv spiral omkring skolelivet og tilværelsen. Udsatte børn har i den grad brug for at blive en del af et fællesskab på eksempelvis fodboldbanen eller i håndboldhallen. Det giver et afbræk i en ellers hård hverdag,” understreger Kirsten Vandbæk.

Randers har gennemsnitligt flere sårbare børn

Så sent som i december kom en ny rapport fra analyseinstituttet KIRA lavet for Socialstyrelsen. Den viser, at hele 11,9 procent af børnene i Randers kommune kategoriseres som sårbare. Det er næsten 2 procent flere end landsgennemsnittet og langt højere end i nabokommunerne.

”Dette er blot en trist erkendelse af, at det arbejde Børnenes Kontor i Randers laver for at hjælpe udsatte børn til sport desværre er nødvendigt. Så vi håber, at med de midler, projektet kan indbringe fra byens borgere og virksomheder, kan hjælpe mindst 70 børn og unge i år,” siger Lars Kronborg.

Skilte i hallerne skal øge kendskabet

For at synliggøre Børnenes Kontor i Randers og øge kenskabet til foreningen, bliver der sat skilt op i Romalt Aktivitetshal og Assentoft Hallen. Der vil ligeledes komme til at ligge materiale om samarbejdet i hallerne, så der kommer fokus på værdien af, at ‘sport er for alle’.

”Det glæder det mig meget, at vi har kunnet indgå i dette samarbejde med Romalt Aktivitetshal og Assentoft Hallen, og at Hanne Koch har fundet sympati for projektet. Men det kunne ikke have ladet sig gøre hvis Pia Nielsen fra Ask Why ikke havde taget bolden op, og fået de nu implicerede parter samlet i projekt ‘Når kunst bliver til sport,’ slår Kirsten Vandbæk fast.

* Det er både private og erhvervslivet, der kan støtte projektet ved køb af en plakat. Plakaten koster kr. 995 og kan købes på www.askwhy.dk

Kilde: RANDERSiDAG.dk